Sabotøren Uffe Horwitz er død

af Peter Øvig Knudsen

En af de sidste store sabotører fra frihedskampen er død. Hugo 'Uffe' Horwitz, født 1922, bliver begravet på fredag.

Uffe Horwitz var en mand af en sjælden støbning, og hans historie er unik: I efterÃ¥ret 1943, da jødeforfølgelserne satte ind i Danmark, flygtede han som ung jøde til Sverige sammen med sin familie. Planen var, at Hugo skulle læse jura i Lund, men det rykkede i ham for at komme hjem og »stikke en kæp i hjulet« pÃ¥ den tyske besættelsesmagt. I februar 1944 returnerede Hugo illegalt til Danmark og fik et par mÃ¥neder senere kontakt med den kommunistisk ledede modstandsbevægelse BOPA.

Efter en kort vÃ¥bentræning deltog Uffe – BOPA-dæknavnet brugte han resten af livet – i sin første sabotageaktion pÃ¥ Nørrebro, og i juli 1944 likviderede han efter ordre en dansk vagtmand, der var gÃ¥et i tysk tjeneste, med et nakkeskud, mens de begge cyklede hen ad Nørre Allé i København.

Uffe Horwitz likviderede yderligere fem-seks danskere, der arbejdede for tyskerne, men da hans modstandsgruppes aktiviteter begyndte ogsÃ¥ at inkludere kriminalitet, forlod han gruppen og søgte direkte samarbejde med BOPA’s leder, Børge Thing. I sin bog 'En sabotørs erindringer' fra 1964 beskriver Horwitz sin egen sindstilstand pÃ¥ dette tidspunkt som »hærdet, hærget og dybt deprimeret«.

Under Børge Things ledelse og i samarbejde med en af besættelsestidens største sabotører, Jørgen 'KK' Jespersen, fik Uffe Horwitz i krigens sidste halve år sin egen gruppe af endnu yngre mænd og deltog i front ved flere af de vanskeligste sabotageaktioner mod blandt andet Torotor, Riffelsyndikatet og Langebro. Blandt kammeraterne fik han ry som en af de mest uforfærdede og dødsforagtende sabotører.

Ved den svære overgang fra krig til fred kom Uffe Horwitz ud i et alkoholmisbrug, men hans kollega fra frihedskampen, Mogens Fog, samlede ham op, tvang ham til at læse medicin og sørgede for, at han gennemførte studiet.

Siden arbejdede Uffe Horwitz i mange år som praktiserende læge i Lystrup ved Århus og som brevkasseredaktør.

Selv mødte jeg ham i 1999 under arbejdet med bogen 'Efter drabet' om modstandsbevægelsens likvideringer. I begyndelsen var det svært at afgøre, om det var alvor eller humor, der fik ham til at byde gæsten en plads med ryggen mod døren, mens han selv som »en gammel vane fra krigen« placerede sig med ryggen dækket mod en væg.

Som den første – og stort set ogsÃ¥ eneste – modstandsmand løftede han i vores samtaler sløret for den »grÃ¥ zone« mellem frihedskamp og kriminalitet, som nogle modstandsfolk under den politiløse tid bevægede sig ud i, og som havde været tabuiseret siden besættelsen. Uffes Ã¥benhed blev forsøgt standset af nogle af kammeraterne fra dengang, men han holdt fast i sine erindringer, som da ogsÃ¥ blev bekræftet ved studier i arkiverne.

OgsÃ¥ ved filmatiseringen af bogen – dokumentarfilmen 'Med ret til at dræbe' – stillede Uffe Horwitz op og fortalte om de mørke sider af besættelsen, som næsten alle andre havde fortiet.

Nu må vi nøjes med fotos og filmoptagelser, hvis vi igen vil have et glimt af det rynkede filuransigt, hvorfra en enestående ærlighed, humor og varme trængte ud gennem sprækkerne i den ellers rå og kontante facade.