01 Sep 2014  

KBH: Spredte skyer, 16 °C

80.000 foran Christiansborg

80.000 foran Christiansborg

Tirsdag, 08. juni, 2010, 17:21:43

Arbejdere, studerende og arbejdsløse fra hele landet strømmer netop nu til Christiansborg for at kræve VKO’s spareplan taget af bordet.

80.000 FORAN CHRISTIANSBORG
Martin Mounzer
Mindst 80.000 demonstrerende fra hele landet råber lige nu »Nej til nedskæringer!« og »Ja til velfærd!« foran Christiansborg.

Fra Aalborg, Aabenraa, Esbjerg, Odense, Århus, Skagen, Skive, Roskilde, Falster og København.

80.000 arbejdere, studerende og arbejdsløse fra hele landet fylder netop nu Christiansborg Slotsplads med ét massivt krav: Nej til regeringens og Dansk Folkepartis spareplan.

– Hvis ikke det her kan åbne regeringens og Dansk Folkepartis øjne, så ved jeg ikke, hvad der kan, udbryder LO-formand Harald Børsting ved synet af de mange tusinde demonstranter.

– Det viser, at regeringens såkaldte ”genopretningsplan” rammer rigtig mange mennesker. Planen er hamrende socialt skæv. Det er fuldstændig uacceptabelt at lade de langtidsledige betale regningen for regeringens skattelettelser, fastslår han senere i sin tale.

Over 40 fagforbund, elevorganisationer, udviklingsorganisationer og andre foreninger bakker op om den enorme demonstration med parolerne »Nej til pakken – Ja til job og uddannelse«.

Matias Bredde, koordinatoren bag demonstrationen, er glædeligt overrasket over, at så mange deltagere fra hele landet er blevet mobiliserede på bare 12 dage.

– Rygtet om demonstrationen har spredt sig fra mund til mund i et rigtig højt tempo. Gennem Facebook og flyer-uddeling har helt almindelige mennesker opfordret deres familie og venner til at deltage, i et omfang vi aldrig har set før. Folk er rigtig sure. Det har fået mange til at smide alt, hvad de har i hænderne, vurderer han.

Allerede fra tidlig morgenstund er over 150 busser strømmet fra hele landet til hovedstaden med demonstranter. Mange har nedlagt arbejdet, og fra seks forskellige steder i København går strejkende, studerende og udviklingsorganisationer i fordemonstration mod Christiansborg.

– Det er fantastisk at se, hvor mange der har droppet en times eksamenslæsning for at vise frustrationen over regeringen og Dansk Folkepartis nedskæringer på vores uddannelser, fortæller formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Mikkel Zeuthen, fra de studerendes 3000 mand lange optog, som med grønne flag, konfetti og et bannerdrop fra Københavns Universitet larmer hele vejen ind af Nørregade.

Om statsminister Lars Løkke Rasmussen lader sig påvirke af menneskemængden er uvist. Han har netop indledt en turné til landets virksomheder for at forsvare spareplanen, og tog i morges af sted til en legepladsproducent i Ringe.

08. jun. 2010 - 17:21   03. sep. 2012 - 12:49

Indland