Israel eksperimenterede med kemiske stoffer
Bly og uran, kobber, kobolt, kviksølv og cæsium.
Mænd, kvinder og børn fra Gaza er fulde af giftige metalliske stoffer efter at være ramt af israelske granatsplinter og anden ammunition under invasionen i 2008-2009.
Dét afslører tre uafhængige undersøgelser af vævsprøver fra sår, foretaget på laboratorier på universiteter i Italien, Libanon og Sverige.
De giftige metaller er direkte til fare for ofrene, deres efterladte, men er også faræigt for miljøet, da metallerne bliver spredt i grundvand og med vinden, konkluderer eksperterne.
Professor i genetik ved universitetet i Genova, Paola Manduca, fortæller til netsiden www.newweapons.org om den italienske undersøgelse.
– Vi fokuserede på sår, hvori der ikke var fragmenter, så vi kontrollerede, om der var metaller på huden. Det er nemlig aldrig undersøgt. Til vores store overraskelse fandt vi masser af metaller, selv i brandsår fra granater med hvid fosfor.
– Metaller fra alle slags granater er indåndet af ofrene og tilskuere, og dermed udgør de en risiko for overlevende og for folk, der ikke blev direkte ramt af bombardementerne, siger hun.
Paola Manduca har analyseret 16 biopsier af væv, som læger fra Shifa-hospitalet i Gaza har indsamlet. Fire biopsier blev foretaget i juni 2006 under den israelske hærs »Operation Summer Rains«, mens de andre er taget i januar 2009 under operation »Cast Lead«.
Paola Manduca undersøgte blandt andet sår efter afrevne ben eller arme. Hun tjekkede væv fra forkullede og forbrændte sår og gennemhullede kropsdele.
I alle prøver fandt hun rester af metal, langt ud over normalen. Det drejer sig om kviksølv, arsenik, cadmium, krom, nikkel og uran, der alle er kræftfremkaldende. Stofferne kan også skabe såkaldte genetiske mutationer – permanente ændringer i cellernes dna.
Andre metaller er potentielt kræftfremkaldende som kobolt og vanadium. Alle metaller kan desuden påvirke fostre hos gravide kvinder eller påvirke åndedrætsorganer, nyrer og hud.
Også den naturtekniske højskole Chalmers i Gøteborg i Sverige og Beirut Universitet i Libanon har fået tilsvarende resultater fra de samme 16 vævsprøver fra Gaza.


