40.000 i protest
Mellem 40.000 og 60.000 demonstranter fra hele Rumænien blokerede i onsdag den centrale del af hovedstaden Bukarest.
De er rasende på landets konservative regering, der vil sænke de offentligt ansattes løn med 25 procent. Samtidig skal pensionister og arbejdsløse have 15 procent mindre i pension og understøttelse. Børnepengene bliver også barberet ned med 15 procent.
De voldsomme sparekrav kommer fra Den Internationale Valutafond, IMF, som i marts sidste år lovede at låne Rumænien over 148 milliarder kroner. Til gengæld har den daværende rumænske regering lovet at gennemføre omfattende besparelser.
Lånet bliver udbetalt i rater, men IMF kan tilbageholde raterne, hvis Rumænien ikke overholder IMF’s krav. Og det er allerede sket en gang. Nu kræver IMF, at regeringen sparer, så underskudet på statsbudgettet falder fra de 7,2 procent af bruttonationalproduktet til 6,8 procent, skriver euractiv.com.
For de lavtlønnede rumænere, hvor gennemsnitslønnen er på knap 3350 kroner om måneden, er regeringens spare-regime helt uacceptabelt.
– Vores lønninger er meget små. De var ikke gode før, men med nedskæringerne kan vi slet ikke se noget godt i fremtiden, siger den 33-årige sygeplejerske Valentina Voinea ifølge avisen The Examiner.
Valentina Voinea tjener kun 1970 kroner om måneden.
– I har pantsat vores fremtid, råbte de rasende demonstranter, der også talte mange pensionister, minearbejdere, lærere og læger.
Bag onsdagens store protest stod Rumæniens fem største fagforeninger. De kræver, at regeringen fjerner besparelserne eller går af .
– Vi vil ikke stoppe, før regeringen går af, erklærede Bogdan Hosu, der er formand for fagforeningen Cartel Alfa, som var en af de fem fagforeninger.
Han advarer regeringen om, at fagbevægelsen vil indkalde til generalstrejke den 31. maj, hvis ikke nedskæringerne bliver taget af bordet.
Udover nedskæringerne på løn og pension vil regeringen også fyre mellem 60.000 og 80.000 ansatte i stat og kommuner. Heraf er de 15.000 lærere i folkeskolen, hvilket kan betyde lukning af en række skoler i landsbyerne.
Der er i dag 740.000 arbejdsløse i Rumænien, ifølge den officielle statistik. Men IMF forventer, at der vil være én million arbejdsløse inden udgangen af 2010.
Regeringen har også andre ting i skuffen, heriblandt et forslag om at hæve momsen fra 19 til 24 procent. Der kan også blive tale om at hæve indkomstskatten, der i dag er 16 procent for alle, til 20 procent.


