Tilmeld dig vores RSS feed
Til daglig indtager Steen Riisgaard fra Novozymes en fjerdeplads på listen over Danmarks bedst lønnede direktører. Lørdag indtog han talerstolen på SF`s landsmøde til lyden af bragende klapsalver. | Foto: Dina Knudsen/SF
- Annonce -

Millionær på rød talerstol

SF`s landsmøde kvitterede for Novozymesdirektørens tale med en erhvervspolitik, der skal sikre støtte til private firmaers udvikling af blandt andet plejerobotter til de ældre

Klapsalverne brager løs fra de godt 700 SF`ere i salen, da Danmarks fjerde bedst lønnede direktør, Steen Riisgaard fra Novozymes, med en årsløn på 18,3 millioner kroner, bevæger sig på gennem salen og indtager talerstolen på folkesocialisternes landsmøde lørdag.

- Som ungt menneske blev jeg ofte kaldt for en venstreorientet miljøflipper og stemte altid på SF. Jeg må ærligt indrømme, at jeg siden har rykket mig - men det har I jo også, indleder direktøren.

- Heldigvis har mange kræfter på tværs af det politiske spektrum indset, at vi skal fremme de industrier, der på en og samme tid kan skabe bæredygtig vækst og sikre job. Jeg hilser det derfor velkomment, at SF lægger op til, at vi skal satse og prioritere og omlægge erhvervsstøtten, uddyber Steen Riisgaard.

Direktøren kan ikke ønske sig bedre rammer for sin tale: Vi er i Odense Kongrescenter med alt hvad dertil hører af tjenere i skjorte, vest og butterfly, der serverer med og tager af bordet, og opvartnings-damer i nederdel der sørger for frisk kaffe og flaskevand.

Nedenfor talerstolen står både SF`s formand Villy Søvndal og finansordfører Ole Sohn klar til at trykke hånd og takke for talen. Også SF`s erhvervsordfører, Karsten Hønge er glad for, at Novozymesdirektøren tog imod invitationen til at være gæstetaler:

- Nutidens arbejdere føler det som omsorg for dem og deres job, at vi er i dialog med en mand som direktøren i Novozymes, siger han til Arbejderen.

Timingen for direktørens besøg er perfekt: På landsmødet skal SF skal blandt andet vedtage partiets nye erhvervspolitik, 'Ud af krisen'.

Karsten Hønge ser frem til, at hans parti får en erhvervspolitik.

- Når vi kommer i regering, skal vi være en regering for hele Danmark, ikke kun for bestemte dele af befolkningen. Vi skal også være en regering for erhvervslivet og arbejdsgiverne, fortsætter Karsten Hønge.

Han er fyldt med idéer til projekter, som SF fremover skal give erhvervsstøtte til. En af overskrifterne er 'velfærds-teknologi': Det kan eksempelvis være en made-maskine, der kan putte mad i munden på ældre og handicappede, en robotstøvsuger eller et toilet, som automatisk vasker borgeren bagi:

- Vi kan både give direkte støtte til forskning og udvikling af produkterne, og så kan staten eller kommunerne også love at afgive store ordrer. Det er noget erhvervslivet kan lide. Så er de jo sikret et marked på forhånd, forklarer, Karsten Hønge.

Han påpeger, at der samtidig ligger et sparepotentiale i de mange plejerobotter:

- Vi står overfor en udfordring med mange ældre fremover. Plejeopgaver koster en masse hænder. Der ligger et kæmpe sparepotentiale i at udvikle velfærdsteknologi. Men det er ikke kun dét, der driver os. Det vigtigste er, at det er fedt for den enkelte ældre, at de selv kan bestemme, hvornår de vil have mad og hvor lang tid, de vil være om at spise, og ikke behøver vente på en hjemmehjælper. Det skal de nye produkter hjælpe dem med, uddyber Karsten Hønge.

Relaterede artikler