Robert Havemann 100 år

af Jens Fransen Den kommunistiske bevægelse har fostret mange spændende personligheder. Nogle faldt fra. Andre faldt i unåde og opnåede først sent eller for manges vedkommende posthumt en art oprejsning. Robert Havemann hører til den sidste kategori. Havemann blev født i dag for 100 år siden - den 11. marts 1910 i München. Moderen var kunstmaler, faderen lærer. Allerede fra den tidligste barndom begyndte Havemann at interessere sig for naturvidenskaben, så da han efter studentereksamen valgte studieretning faldt valget på kemistudiet. Først studerede han i München - fra 1931 i Berlin. Som hovedstad var Berlin afgørende for de politiske magtkampe i Weimarrepublikkens dødskamp. Fra forældrene havde Havemann overtaget afskyen over for det nazistiske uvæsen, der hastigt bredte sig i Tyskland. Og som få år senere satte sig på magten og spredte pest ud over verden. Antisemitismen var et af kendetegnene, og da familien - og Havemann selv - havde mange venner af jødisk herkomst måtte dette føre til foragt for en sådan menneskefjendsk ideologi. Da Havemann under studiet havde stiftet bekendtskab med flere af de marxistiske klassikere - Anti Dühring af Engels eksempelvis - var det for ham logisk at tilslutte sig det tyske kommunistparti KPD i 1932. Tysk modstand Studiet knyttede Havemann til Kejser Wilhelm instituttet med kemi og fysik, men ved den nazistiske magtovertagelse i januar 1933 blev han naturligvis frataget dette. Han fortsatte i stedet ved forskellige sygehuse og universitetsafdelinger. Sideløbende hermed tiltrådte han den tyske modstandsbevægelse. I gruppen , der endte med at kalde sig Den europæiske Union, blev der kæmpet for en sammenslutning af de store arbejderpartier Socialdemokratiet, SPD, og KPD. Der blev taget kontakt til udenlandske arbejdere for også herigennem at styrte regimet. Helt frem til 1943 lykkedes det at undgå Gestapos klør, men da gruppen blev trevlet op, ventede Folkedomstolen med den berygtede Roland Freissler som dommer. Som ventet blev de dømt til døden, men Havemann undgik bødlen, idet han via bekendte gjorde opmærksom på sine forskningsmæssige resultater, der ville kunne gavne landet - også på det militære plan. Han blev indsat i Brandenburg - samme fængsel, hvor DDR`s senere leder Erich Honecker havde siddet siden 1935 - og fik lov at arbejde videre. Dødsstraffen var ganske vist ikke ændret - blot udsat. DDR`s førende videnskabsmand Med Den Røde Hærs erobring af det østlige Tyskland kom Havemann igen ud i friheden i 1945. Arbejdet som nu ledende medarbejder ved Kejser Wilhelm instituttet blev genoptaget. Nu med amerikanerne som øverste myndighed, idet instituttet lå i Vestberlin. I de første år spillede dette ikke den store rolle, men efterhånden som den kolde krig tog til i styrke, blev Havemann - som kommunist - en torn i øjet på den amerikanske besættelsesmagt. Baggrunden var en artikel i Neues Deutschland vendt mod den amerikanske atomvåbenpolitik. Et sådant indlæg betragtede amerikanerne som - om ikke andet - begyndelsen på spionage til fordel for Sovjetunionen. Igen mistede Havemann jobbet, og denne gang valgte han så den østlige del af byen og blev professor og direktør ved det fysisk-kemiske institut på Humboltuniversitetet. Herudover fik han sæde i det østtyske parlament - Volkskammer. I de følgende år blev Havemann betragtet som en af DDR`s førende videnskabsfolk. I 1959 tildeltes han Nationalprisen. Der havde af og til været tilløb til uoverensstemmelser med styret. Ved Stalins død i marts 1953 var Havemann stadig fuld af beundring for den mand og den hær, der havde besejret nazismen og gennem befrielsen fra fængslet havde reddet hans liv. Men allerede i forbindelse med begivenhederne 17. juni 1953 - den såkaldte opstand - begyndte tvivlen at melde sig. Og med SUKP`s 20. kongres i 1956, hvor Stalintidens ubehagelige sider blev fremlagt, var beundringen forsvundet. Dialektik uden dogmer 1963-64 kom bruddet, da Havemann på Humboltuniversitet holdt en forelæsningsrække med titlen Dialektik uden dogmer. Heri kritiserede han ud fra en marxistisk og naturvidenskabelig opfattelse udviklingen i DDR. Svaret kom omgående. Igen fyret og senere frataget partimedlemskab og andre poster. Havemann blev betragtet som dissident, hvilket dog ikke fik ham til at holde igen. I forbindelse med Warszawapagtens indmarch i Tjekkoslovakiet i 1968 protesterede han, og da sangeren og vennen Wolf Biermann fik frataget sit DDR-statsborgerskabet i 1976 var Havemann en af de skarpeste kritikere. Styret så gerne, han forlod landet, men som han skrev i 1978: 'Jeg tænker slet ikke på at forlade DDR, når man trin for trin kan se, hvordan regimet mister troværdighed'. Han endte med en art husarrest, dagligt overvåget af STASI helt frem til sin død i 1982. Først efter Berlinmurens fald begyndte DDR at udgive ham igen. Bøgerne var tidligere udgivet på vestlige forlag. Men nu fik også hans egne landsmænd mulighed for at læse de kætterske tanker. Og der er mange spændende og interessante iagttagelser. Læser man de tidligere DDR-lederes erindringer og optegnelser, er det påfaldende, at flere har samvittighedskvaler i forhold til Havemann. Både Kurt Hager - ansvarlig for kultur - og Alfred Neumann roser rent faktisk Havemann. Kritik og Utopi Havemanns sidste bog I morgen fra 1980 (dansk 1981) kan læses som en art politisk testamente. Den bærer undertitlen Industrisamfundet på skillevejen. Kritik og utopi. Og begge dele er vidt repræsenteret. Bogens længste kapitel er en rejsebeskrivelse til landet Utopia i juli 1980. Via åbne grænser kommer familien i deres Wartburg frem til et land i syden, hvor menneskeheden lever i harmoni med sig selv og naturen. Bilen bliver stillet væk. Der er ikke brug for den. Kun få biler er der brug for i landet. I landet er der fuld ligeberettigelse mellem kønnene. Der er ingen store byer med boligsiloer, som vi stadig slås med rundt omkring i verden. Alt bygger på bæredygtig teknologi og genbrug af ressourcerne, så mennesker kan leve i harmoni med naturen. Uden forureningens svøbe. Teknologien er til for mennesker. Ingen arbejdsinvaliderede mennesker. Staten - og dermed enhver form for repressive foranstaltninger - er afskaffet. Det samme med ejendomsretten - afskaffet. Kort sagt et kommunistisk mønstersamfund. Bogen igennem mærker man, at Havemann er særdeles godt skolet ud i marxismens klassikere. Og han formår at bringe læseren frem til en forståelse af nødvendigheden for et andet samfund. Vel er det utopi og for nogle sikkert yderst naivt, men bogen er stadig fuld af finurligheder, som mange kan tage ved lære af også her 30 år efter. Grundlæggende er vi ikke kommet nærmere en løsning af nogle af de mest fundamentale problemer i vores såkaldte civiliserede samfund. Vi kæmper stadig med krige, med fattigdom og ikke mindst med miljøproblemer. Samfundsudviklingen skriger på alternativer. Status quo vil føre til tilbageslag. Og kapitalismen - nyliberalismens konservative tanker skal mødes af et modspil. Gad vide, om ikke en række statsmænd fra de rige lande burde læse bogen, inden de mødes til næste topmøde om klima - og miljøpolitik. Den omtalte bog af Robert Havemann udkom på dansk i 1981 på Gyldendal under titlen 'I morgen'.