view counter

Forarmet uran mistænkt for at være skyld i deforme børn

Mistanke om at uranstøv fra eksploderede NATO-granater og ammunition i Afghanistan og Irak har udløst kræft og fødsler af deforme børn blandt civilbefolkningen

Giftigt uranstøv fra eksploderende granater i Irak er muligvis skyld i, at den tre-årige Fatima Ahmed i den irakiske by Fallujah blev født deform med to hoveder.
USA sønderbombede Fallujah i 2004 med granater, der blandt andet indeholdt det såkaldte forarmede uran, der oftest sidder i spidsen af granater og giver tyngde i nedslaget og derved bedre evne til at trænge ind i målet.
Forarmet uran er et overskudsprodukt når man fremstiller brændsel til atomreaktorer.
Læger i Fallujah kan fortælle tv-stationen Sky News, at der er født mange deforme børn siden angrebet i 2004.
Også Afghanistan kan fremvise alarmerende tal for deforme nyfødte og kræftsyge i områder, der er blevet bombet.
Og det radioaktive atomstøv blæser helt til Indien, hvor et lignende sygdomsmønster viser sig.
Den indiske free-lance-journalist J. Sri Raman på nyhedsnetværket Truthout påviser nu, hvordan uranstøvskyer simpelthen har dækket byer og kvarterer efter granat- og bombenedslag og er blæst med vinden hundredevis af kilometer. Mennesker har indåndet det giftige støv af mikroskopiske partikler, der er små nok til at mennesker kan indånde dem.
- Antallet af berørte børn her i Punjab (Nordindien red.) er steget dramatisk de sidste seks-syv år, siger lægen Pritpal Singh ved Faridot-sundhedsklinikken til journalisten J. Sri Raman.
Krigen i Afghanistan startede i 2001.
Centeret sendte urinprøver fra 149 kræftsyge eller deforme børn til undersøgelse på det anerkendte tyske Micro Trace Minerals-center i 2008. Resultatet viste, at der var rester af uran i over 82 procent af børnene.
Der er ingen atomkraftværker i Punjab.
Undersøgelser i dele af Irak og Afghanistan har vist, at civile har 100 gange så meget uran i kroppen som normalt. Blandt andet har BBC citeret læger i de afghanske byer Kabul og Kandahar for, at der er sket en fordobling i antallet af kvinder, der føder for tidligt og i antallet af deforme spædbørn.
Ifølge en artikel af den amerikanske ekspert i radioaktiv stråling, Leuren Moret, har USA`s hær på verdensplan sendt så meget forarmet uran ud i atmosfæren, at det svarer til mængden af uran i 40.000 Hiroshima-atombomber.

Relaterede artikler