28 Jun 2017  

KBH: Spredte skyer, 15 °C

Shirinyan fortolker Niels W. Gades musik

I 200-året for komponisten

Shirinyan fortolker Niels W. Gades musik

Piano Works med pianisten Marianna Shirinyan ved flyglet viser Gades romantiske musik som fuld af liv.

Marianna Shirinyan ved et Steinwayflygel. I 2010 fik hun som den første P2 Kunstnerprisen.
FOTO: Nikolaj Lund
1 af 1

Da man nu alligevel må tilbringe mange våde sommeraftener indendørs, kunne man jo lade pianisten Marianna Shirinyans fortolkninger af Niels W. Gades musik fylde rummet.

Marianna Shirinyan kan løfte tonerne af Gades musik fra den skrevne node op til en hel fortælling.

 

I foråret udkom Piano Works med Niels W. Gades musik fortolket af pianisten Marianna Shirinyan. Dacapo Records stod for udgivelsen i anledning af komponistens 200-års dag.

Pianisten Marianna Shirinyan er et talent uden lige, der kan løfte tonerne af Gades musik fra den skrevne node op til en hel fortælling.

Det er stemningsfyldt og særdeles velspillet musik, også for den der endnu ikke ved, om klassisk musik skal være det nye sort.

Blandt Gades kendteste og populære melodier kan nævnes Brudevalsen fra "Et folkesagn" og musikken til B. S. Ingemanns sang "På Sjølunds fagre sletter". Den har også fået plads på Piano Works i "De Fire Folkedanse" eller "Fantasistykker opus 31", som de bliver kaldt.

Derudover spiller pianisten værker af Gade med stærk inspiration fra polske Chopin, som var samtidig med Gade. Ligesom Felix Mendelsohn og Robert Schumann.

Marianna Shirinyan er armensk-dansk pianist og har indspillet Gades musik på Steinwayflyglet på Den Sorte Diamant. På CD’en kan man lytte til både sonater og polonaiser.

Musik og melodistykker, hvor man kan få lyst til at synge eller nynne med. Varrierende tempo. Man får trænet sin musikalske puls, man får skærpet sit musikalske øre. For nok er det romantik, men der er mange overraskelser, som kan udfordre ens forestillingsevne.

Niels W. Gade var ubestridt den største danske komponist indenfor romantikken indtil en af hans elever, komponisten Carl Nielsen, trængte ham til side. Nye strømninger var på vej.

Moderne tider kunne ikke hænge sig i romantik og åndfuldhed, når naturvidenskaber og fremskridt bankede på. Det ville de nye komponister udtrykke i musikken fremfor digtning, litteratur eller som Gade: billeder.

Marianna Shirinyan er professor i klaver ved Norges Musikhøjskole i Oslo og har været Steinway Artist siden 2013. Desuden fik hun i 2010, som den første, P2 Kunstnerprisen.

Man kan da lige linde på altandøren...

 

11. jun. 2017 - 17:10   11. jun. 2017 - 17:17

Klassisk musik

Karin Busk
Anmelder
5

Niels W. Gade: Piano Works
Marianna Shirinyan, klaver
Udgiver: DACAPO, dacopo-records.dk
Pris : 149,50 kr.

Annonce