20 Oct 2017  

KBH: Spredte skyer, 12 °C

Med poesi spurter løberen afsted i sorgens mørke

Når far mister datter

Med poesi spurter løberen afsted i sorgens mørke

Det Kongeliges Teaters fortolkning af en løbe-blog om sorg rammer med sin poesi, hvor det gør allermest ondt.

Anders Juuls præstation er intens i forestillingen "Jeg løber".
FOTO: Camilla Winther
1 af 1

Det Kongeliges Teaters fortolkning af en løbe-blog om sorg rammer med sin poesi, hvor det gør allermest ondt. "Jeg løber" er en respektfuld fortolkning af Line Mørkeby med en fremragende præstation af Anders Juul.

Publikum ikke kan andet end blive siddende for at prøve at forstå den uendelige sorg.

Midt på Skuespilhusets Lille Scene står en løber med et lyserødt pandebånd. Han har ryggen til publikum og er helt alene. Løbebåndet, som han står på, drejer 180 grader, og Anders Legarth Schmidts (Anders Juul) dystre, udtryksløse ansigt bliver tydeligt. Da båndet langsomt begynder at rulle, planter han sine kondisko på den endeløse evighedstomgang. Han sætter i spurt og bliver ved med at løbe, til forestillingen er slut.

"Jeg løber" er inspireret af Anders Legarths blog på Politiken, hvor omdrejningspunktet er den sorg, han har gået gennemlevet, efter hans seks-årige datter døde af kræft. Ved at løbe bliver han mere fri, og det giver ham en følelse af, at han kan komme tættere på sin døde datter. "Det er ikke en flugt. Det er en jagt," fortæller han. Det handler ikke om, at han løber. Det handler om hvorfor.

Den egocentriske sorg

Sorgen er ikke samlende. Ikke til at starte med i hvert fald. Sorgen er ensom og egocentrisk: "Jeg hulker", "Jeg råber”, "Jeg løber". Men det er i den blottede, hudløse fortælling, at stykket har sin styrke. Det går så ubehageligt tæt på, at man får lyst til at forlade salen bare for at kunne få pusten igen.

Samtidig fænger det poetiske sprog, og Anders Juuls intense præstation gør, at man som publikum ikke kan andet end blive siddende for at prøve at forstå den uendelige sorg, en far går igennem, når han mister sin datter.

Et trist, men vigtigt stykke

Anders Legarth kan noget med ord, og det er uden tvivl derfor, Det Kongelige Teater har valgt at lave en forestilling med udgangspunkt i hans blogindlæg. Han er ikke den eneste, der har oplevet at miste et barn, men hans unikke måde at fortælle historien på gør, at man som publikum kommer tættere på en forståelse af hans kamp, meningsløsheden, ensomheden og sorgen.

Det er ikke et stykke, der underholder og spreder glæde, og det er heller ikke dets rolle. Det er derimod et vigtigt stykke, der giver en forståelse af det savn, som døden fører med sig.

"Jeg Løber" giver et indblik i, hvorfor folk handler, som de gør, når de står midt i den altødelæggende, uendelige sorg. Line Mørkeby har - med stor hjælp fra Anders Legarth Schmidts fortryllende og mørke poesi og Anders Juuls kraftfulde præstation - formået at fortælle en historie, der er relevant for alle, gamle som unge, salige som sorgfulde.

13. okt. 2017 - 09:40   16. okt. 2017 - 12:32

Scene

Tim Ramsland
Anmelder
5

Jeg Løber. Dramatiker: Line Mørkeby
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Medvirkende: Anders Juul

Skuespilhusets Lille Scene til 4. november
Se mere: kglteater.dk

Annonce