17 Aug 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 12 °C

Livsmodets sanger

Musikanmeldelse

Livsmodets sanger

Rasmus Lybeths nyeste album, "Nysgerrighed som styrmand", er præget af en ukuelig optimisme, der luner i en kold tid.

I snart 45 år har Rasmus Lyberth skrevet og sunget sine sange. Han er en éner, der har sat Grønland på landkortet hos et internationalt publikum.
FOTO: Titken Jacobsen
1 af 1

For 17. år i træk afholdt den grønlandske sanger og skuespiller Rasmus Lyberth julekoncert i Christians Kirke i København. Samme dag udkom hans nyeste album, Alaatsinaassue aquttoralugu eller Nysgerrighed som Styrmand. Undertitlen kunne være Sange for Livet, og det gælder alle hans nu ti egne albums. For hans hyldest til livsmodet, kærligheden til landet, menneskene, sine nære, naturen, er et grundtema.

Hans hyldest til livsmodet, kærligheden til landet, menneskene, sine nære, naturen, er et grundtema.

Det gælder også for dette album, der med nysgerrighed ser både tilbage, indad i sjælen og fremad. Med en ukuelig optimisme, der luner i en kold tid. Den lyriske tekst og musiske ballade er substansen i sangene, og de får det glitrende liv, som tilføres af hans umiskendelige, unikke stemme. Den bærer smukt poesien på et sprog, der læses og i tale høres som helt usangbart!

Stemningerne skifter som livet og årstiderne selv. Men oftest éntydigt lyst og forhåbningsfuldt. Som hans lovsang til nysgerrigheden ved oplevelsen af mangfoldigheden, forskelligheden i verden. Et poetisk politisk budskab, som i begge sange tilføres et stænk af funk og up-tempo.

Stærkt står den inderlige og intenst voksende kærlighedssang til hans kone, Annette. Endvidere Gamle Mand, der ved livets afslutning er indbegrebet af levet liv og inspirerer til insisterende tro på fremtiden for Menneskenes Land. Forårssang er lys, let, fabulerende og funky. Og der afrundes med Luk Øjnene, hvor Lyberths stemme bærer melodien og undertiden går i ét med det omsvøbende lydtæppe, der både livsbekræftende og melankolsk-sørgmodigt aner det aldrende menneskes fremtid i en anden verden.

Lyberth har et nyt hold musikere med: Klaver/Hammond, guitar, trommer, bas og violin. De kommer typisk nok for vores styrmand fra fire forskellige lande. Måske kunne de godt have fået mere soli-plads, men de får deres passager indenfor den fortættede atmosfære, de skaber omkring hovedstemmen. Har man hørt guitaristen Alain Apaloo live i Mojo, bøjer man sig i støvet for hans omstillingsevne…

Rasmus Lyberth fra Maniitsoq begyndte som 18-årig at synge på københavnske værtshuse, fik i 1974 album-debut hos Demos med Erningua. I snart 45 år har han skrevet sine sange, og er en éner, der har sat Grønland på landkortet hos et internationalt publikum, hvilket talrige priser og koncerter, blandt andet i Royal Albert Hall, vidner om. Otte år efter det seneste album Asanaqigait/Kærligst kommer én af livets gaver igen fra ham.

17. feb. 2015 - 09:17   17. feb. 2015 - 09:20

Musik

Arne Lennartz
5

Nysgerrighed som styrmand. 11 sange med og af Rasmus Lyberth. Focus Studio. Producer Hans Nielsen & R. Lyberth. Exlibris Musik, tlf. 38 19 85 90. Management: www.musang.dkmusik@musang.dk

Annonce