21 Nov 2017  

KBH: Spredte skyer, 4 °C

Kærlighed og forsoning

New Zealandsk film

Kærlighed og forsoning

"Patriarken" er en storslået film om streng kærlighed, forældrekærlighed og vedvarende kærlighed.

Bedstefaders ord er lov. "Patriarken" er instruktøren Lee Tamahoris film om maorifolket på New Zealand.
FOTO: Paradisbio
1 af 1

Jeg har skrevet det før, men jeg gentager gerne: Hvor er det godt, at vi har nogle små filmdistributører, som tør hente film hjem, som vi nok ellers ikke ville komme til at se. Både Camera Film og Øst for Paradis tør, hvor andre ikke vover. Nu vover Øst for Paradis med "Patriarken".

Her er spænding, følelser, fantastiske billeder, skuespil i højeste klasse.

"Patriarken" er en New Zealandsk film, som foregår i 1960’erne. Instruktøren er den internationalt anerkendte Lee Tamahori, som efter 20 års fravær, er tilbage i sit fædreland.

Han har, som mange andre instruktører fra mindre lande, følt sig tiltrukket af Hollywood, hvor han tidligere har instrueret James Bond filmen "Another Day" fra 2001 og "The Devils Double" fra 2011.

I "Patriarken" har de to maori-familier Mahana og Poata i mange år været ærkefjender. De generer hinanden efter bedste evne, når de kan komme til det, især ved de årlige konkurrencer i fåreklipning.

Mahana familien styres hårdt af bedstefar. Hans ord er lov, og vil man ikke indrette sig efter hans befalinger og måden at gøre tingene på, får man kærligheden at føle.

Hans barnebarn Simeon på 14 år er den lille oprører i familien. Han begynder at interessere sig for, hvorfor de to familier har et evigt fjendskab. Jeg skal ikke her afsløre, hvordan han kommer sandheden nærmere, da det er en væsentlig del af handlingen.

På en og samme tid er "Patriarken" lidt Romeo og Julie med de to stridende familier, men den er også en slags western. Mest af alt får man et godt indblik i maorikulturen på New Zealand, og filmen har da også inddraget New Zealands fantastiske natur i Auckland-regionen.

Så der er god grund til at gå ind og se "Patriarken". Her er spænding, følelser, fantastiske billeder, skuespil i højeste klasse og en musik, som er inspireret af de amerikanske westerns.

17. aug. 2017 - 06:00   28. aug. 2017 - 09:56

Film

Jørgen Melskens
Anmelder
5

Patriarken. Instruktør: Lee Tamahori. Premiere idag.

 

 

Annonce