22 Jul 2017  

KBH: Overskyet, 15 °C

Hyldest til en legende

Jazzens "first lady"

Hyldest til en legende

I anledning af hundredåret for jazz-legenden Ella Fitzgeralds fødsel fortolkede danske og amerikanske musikere og sangere hendes univers i DR Koncerthuset.

Ella Fitzgerald blev kaldt ”First Lady of Song” og ”The Queen of Jazz”.
FOTO: Tyler Brown
1 af 1

Jazz-musikken blev af store dele af det pæne borgerskab anset for degenerende, og var genstand for frådende angreb blandt andet fra den stærkt konservative komponist Olaf Söby i 1930'erne.

Her er ægte, levende musik i en tid, hvor mange opfatter, at musik udelukkende kommer ud af en iPhone.

Han skrev, at "jazzen mispryder den europæiske Kultur som et vædskende Saar (...) den hvide Race finder sig i en lavere Kulturs Indtrængen".

Jovist. Den "lavere" kulturs indtrængen" så man så ganske tydeligt i DR Koncerthuset i København i tirsdags, da den farvede, seks gange nominerede amerikanske jazz-sangerinde, Nnenna Freelon, kom på scenen.

Wow. Hvilken udstråling, ynde og stemmepragt.

Hvis dét er lavere kulturs indtrængen, så vil jeg gerne vide, hvad høj kultur er...

Koncerten foregik i anledning af hundredåret for jazz-legenden Ella Fitzgeralds fødsel i en fattig sort bydel i New York i 1917. Hendes uforglemmelige sange blev fortolket af føromtalte Nnenna Freelon, af den danske jazz-komet Sinne Eeg samt et ganske aldeles fremragende og velspillende DR Big Band.

Som en overraskelse for alle, gæsteoptrådte den amerikanske jazzvokalist Curtis Stigers, der er i byen i anledning af Copenhagen Jazz Festival, der slutter søndag den 16. juli.

Nnenna Freelon – der har optrådt og turneret med blannt andet Ray Charles, Aretha Franklin, Herbie Hancock og Terence Blanchard – imponerede med sin totale indlevelse, som den teknisk dygtige danske jazz-komet Sinne Eeg dog desværre ikke helt kunne leve op til.

Alligevel "nailede" Sinne Eeg sangen "You'll Have to Swing It (Mr. Paganini)".

Bedste big band

Men allermest ros skal DR Big Band have. Totalt velspillende, professionelt, klokkerent. En kollektiv kæmpeindsats med plads til det individuelle musikalske udtryk. Det er uden tvivl et af Europas bedste bigbands. Fabelagtig var især bassisten Kaspar Vadsholt, der simpelthen "drev" musikken fremad i adskillige numre.

Det var helt på sin plads, at orkesterlederen i sin præsentation af bandet sagde, at dette var udtryk for ægte, levende musik i en tid, hvor mange opfatter, at musik "udelukkende kommer ud af en iPhone".

Tak til de optrædende for at gøre jazz til en virkelig fantastisk oplevelse.

12. jul. 2017 - 15:15   13. jul. 2017 - 09:06

Scene

Anders Fenger
Anmelder
5

Ella Fitzgerald 100 år – We Love You Madly.

DR Koncerthuset

Tirsdag 11. juli.

Annonce